City Night Line var langt nede denne sommer som tilbringertog til Schweiz

I sommeren 2013 fik CNL formentlig den dårligste rettidighed nogensinde. I begyndelsen af juni betød voldsomme oversvømmelser i central-europa at højhastighedslinjen mellem Hannover og Berlin blev ødelagt af vandmasserne og kunne ikke bruges af nattogets grene fra Østeuropa. De måtte køre af andre veje, og nåede ikke frem, eller forsinkede resten af nattogs nettet ganske betydeligt.
Efter en måneds tid med elendige resultater måtte CNL bide i græsset og etablere en nødkøreplan, der betød længere rejsetider. Såden var situationen frem til 3. november, hvor den famøse banestrækning igen kunne tages i brug, og driften kunne komme tilbage til den oprindelige køreplan.

Dertil kom at CNL hen over sommeren led under hyppige nedbrud af vogne, så passagerer kunne møde op og konstatere at deres sove- eller liggevogn desværre ikke var med toget. Passagerer, der glædede sig til en god nats søvn i en rar seng kunne belave sig på at sidde op hele natten mod at få refunderet differencen mellem en sovepladse og en siddeplads.

Disse ulykker stod ikke alene. Det var som om at personalet gav op. Toiletter stoppede til og vandet til spisevognen slap op.

Nu efter genetableringen af køreplanen har CNL vejret ny morgenluft. Symbolsk er det næsten, at morgenmaden i sovevognene er forbedret efter kunde-kritik. Nu er morgenmaden igen noget, man kan være bekendt. Togene kører igen præcist, og selv toiletterne fungerer.

Tilsyneladende er CNL sluppet igennem krisen uden stor passagerflugt. I al fald var toget rimeligt belagt også i den suveræne lavsæson midt i november 2013, hvor jeg har tilbragt tre nætter i forskellige grene af togets afdelinger.

Reglerne for reservation af pladser er ændret, så nu kan man først købe sove- og liggepladser fire måneder før rejsen. Billetterne dog tre måneder før rejsen.

Følg med i min særdeles detaljerede og opdaterede beskrivelse med tips og tricks!

Hvem siger at blinde eller udviklings handicappede ikke kan få glæde af bjerg-vandringer?

Denne sommer forsøger jeg på to ture at have folk med en form for handicap med til Schweiz. I den første uge af juli tager vi en pæn flok til Grindelwald, hvoraf otte er med synshandicap eller blinde, hjulpet af to hjælpere. Omkring 1. august tager jeg til Filisur med en udviklingshæmmet og en hjælper.

Selvfølgelig skal turene tilpasses, men oplevelserne er grundlæggende de samme. Ud i den dejlige natur og bruge sanserne og blive udfordret på den gode måde.

Nogen vil måske spørge, hvordan blinde kan få glæde ud af høj-alperne. For synet må jo være den vigtigste sans sådanne steder. Bevares, udsigterne er flotte. Men helheden består af så meget andet. De høje alper byder på sanseoplevelser på hele spektret. Det forstår blinde og svagsynede at udnytte. Og glæden ved at bruge kroppen og opleve sansebombardementet er mindst ligeså stor, som for os forvente seende. Spørg bare de blinde!

Så i år bliver kun den ene af mine tre ture for helt gennemsnitlige, leverpostejs danskere. Nemlig til Täsch ved Zermatt og Matterhorn. Og her er der endnu ledige pladser.

Smart med offentlig transport

At starte dagens vandring ét sted og ende et andet sted ud på eftermiddagen. Det er simpelthen helt ideelt. Det lader sig gøre, når man bruger offentlig transport i vandre-terrænet. Man kan gennemføre relativt lange vandreture og opleve forskelligt terræn, også opleve at der er temmelig øde, hvor man krydser fra et "kerne-område" til det næste.

En pashøjde er nu engang sjovest, hvis man ikke skal returnere til udgangspunktet. Og en tur, der skråner nedad hele dagen er bedre end en tur, hvor de samme dumme højdemeter skal klares til sidst. Og skulle kræfterne svigte, så hopper man væk fra turen et andet sted og tager bus eller tog, uden at det behøver at være et problem.

Et netværk af tog, bjergbaner med tandhjul, svævebaner og tilstødende postbusser findes typisk de steder i Schweiz hvor jeg holder mest af at vandre. Man skal have køreplanen i lommen, og evt. ventetid fordrives sammen med kaffe og kage.

Der er helt sikkert store regionale forskelle. Men der er et sammenfald mellem naturskønne områder og godt offentlig transport. Fx i området omkring Wengen, Kl. Scheidegg og Mürren i Berner Oberland og omkring Zermatt i Wallis.

Man skal slet ikke have en bil i nærheden. For med bilen kommer dilemmaet, om den skal bruges eller ikke bruges. Hvem tager bilen, hvem gør ikke? Og mareridtet med at køre med bil ned igennem Tyskland. Gud ske lov for City Night Line, der tager os til Schweiz med stil og komfort gennem natten via Basel. Og med de effektive schweiziske jernbaner, der kører som et præcist urværk.

Bondemad på sæteren

En af fornøjelserne ved vandreture i Alperne er at opleve de små beværtninger, man støder på undervejs. Er man heldig (eller planlægger godt) løber man ind i et måltid varm mad midt på dagen, eller man falder forbi et sted til kaffe og kage ud på eftermiddagen.

Oprindelig har disse små steder været sommer-bondegårde, hvor konen som bi-beskæftigelse har serveret for de (ret få) forbipasserende. Heroppe på gårdene består måltiderne af de råvarer, der nu er tilgængelige uden køleskab: Kartofler, æg og røget flæsk. Suppleret af brød, øl samt mælkeprodukter lige fra køerne. Det giver et reduceret spisekort, som nogen nok vil kalde en "bondsk" menu.

Nu om dage er beværtningerne i praksis en blanding mellem professionelle restauranter og bondegårds-servering. I Tyrol og Sydtyrol bruger man navnet Jausenstation om disse beværtninger, der serverer enkle måltider ude i bjergene.

Til menuen hører rösti, omeletter, råstegte kartofler med "speck" og spejlæg. Men ofte også den søde og solide Kaiserschmarrn, som er pandekager skåret i stykker, med flormelis og marmelade.

Kommer man forbi et af de regulære, små mejerier serverer man gerne hjemmelavet yougurt eller is, gerne serveret med friske bær. Det skal man virkelig prøve!

Kaffen kan dog være af vekslende kvalitet. Barista kaffe skal man ikke drømme om, måske risikerer man at få Neskaffe.

I dag hentes forsyninger i rigt mål op til beværtningerne med traktor, små svævebaner eller sågar med helikopter. Det betyder naturligvis, at det ikke kan være ligeså billigt som nede i dalen. Sørg for at have kontanter med til betalingen.

Glacial rundsav skaber de flotte tinder

Forskning tyder på, at bjergenes maks-højde bliver 1.500 meter over snegrænsen. Snegrænsen i Alperne er ca. ved 3.000 meter, og det giver altså de højeste tinder en højde på 4.500 meter. Teori og virkelighed passer meget godt sammen i denne region.
Grunden er, at gletchere og tø-frys er de mest effektive nedbrydningsmekanismer. Mere effektive en strømmende vand.
Der opstår i tidens løb en balance mellem bjergkæde opbygning (tektoniske løft, når kontinentalplader støder sammen) og nedbrydning.
Alperne bliver løftet, men ikke så hurtigt som fx Himalaya. Alperne er i noget nær balance, så når tiden går, skal højderne på bjergene på kortene ikke ændres ret meget.
Noget af det lækreste vandreterræn i godt sommervejr er over trægrænsen og under snegrænsen. Dvs. i højderne 2.000 - 3.000 meter, men oftere mellem 2.000 og 2.400 meter. For terrænet bliver stejlere og mere ujævnt højere oppe. De gode panorama vandrestier ligger på "hylderne", hvor istidens gletchere flød stille og roligt mod lavlandet uden is.
Regnestykket med de 1.500 meter er blevet til ved simpelthen at studere jordens landmasser. Arealer, højder, breddegrader er sat sammen, og producerer dette resultat, der harmonerer pænt med detailstudier af erosionen.
>> Læs nærmere

Om at gå i flok

Vandrestierne tillader ikke en stor klump af vandrere i forvirret uorden. Der er plads til én ad gangen, nogen gange to side om side, der kan gå og sludre. Der er forskel på, hvordan vandrere har det med at snakke og følges ad. Nogen synes simpelthen at snak ikke hører hjemme, og foretrækker, at der er roligt, så lyde og dyreliv bedre kan nydes.

Uanset hvad, så går større grupper vandrere som regel "i stykker" fordi tempoet er uens. Det er helt naturligt. Bare forskellene i temperament og fysisk form ikke er al for store. I så fald har vi haft en dårlig aftale fra morgenstunden.

Hvad er så det bedste at gøre, når tempoet er forskelligt? Jeg har det selv sådan:

• Brug kort eller hav tydelige aftaler om, hvor turen fører os hen
• Aftal hvor etapen fører os hen, så de hurtige kan gå i forvejen og vente på resten - hvad går vi efter på skiltene?
• Fordel vand og snacks ligeligt mellem deltagerne
• Blandt de langsomme vandrere befinder jeg mig som regel som vandrefører
• Vi har altid telefonerne åbne til sms eller opkald - hvis noget skulle gå galt
• Sørg for at gruppen efter frokost kan splittes helt op, når fortroppen kender til togtiderne fremme ved målet

Danskere er ikke så disciplinerede i vores flokmentalitet, som fx. japanere i Alperne. Heldigvis. Japanerne bliver ofte utrygge, hvis nogen sakker agterud for at fotografere eller kigge i kikkert. Jeg har lige skrevet en artikel om japanerne som en særlig flok.

Campingpladser i Schweiz

Det er ikke nogen hemmelighed, at det er dyrt at bo på hotel i sæsonen de bedste steder i Schweiz.  Et billigt hotel koster 500 kr. per nat per person. Det betyder, at mange børnefamilier, og andre, der ikke er nogenlunde ved muffen, må holde sig væk.

Det er rigtig synd.

Camping i Schweiz er et vældig godt alternativ:

• Det er billigt (80-120 kr. per nat per person)
• Der er gode og rene faciliteter
• Det sikrer et godt samvær i gruppen (når man ligger i nærheden af hinanden)
• Medbragt køkken-alrums telt er godt til regnvejr og opbevaring
• Man nyder vejret, flodens brusen (på lidt afstand) og oplever døgnvariationen

Det er som regel sådan, at campingbiler og fastliggere har et eget afsnit, mens vandrere, bjergbestigere og mountainbikere ligger i små telte et separat sted. Stemningen er meget international, og man falder let i snak med hinanden blandt de små telte på tværs af rejsegrupper.

Skulle vejret være meget vådt, begynder det at være lidt surt at ligge på camping. Men heldigvis er der vaskemaskiner og tørretumblere på pladserne. Og det er meget sjældent, at det finder på at regne sammenhængende mere end 1-2 dage.

Der er ikke som sådan grill-pladser, men nogen steder kan man få brænde og tænde bål. Så grill-entusiaster kan finde afløb og kreere dejlig grill-mad i tillæg til maden på Trangia-campingblus.

Til at lave mad i øvrigt foretrækker jeg klart Trangia. Både sprit- og gasversionen er fin, og når man laver mad på en stribe blus samtidig kan man kreere fine måltider til et hold på 12 uden store problemer. Det betyder at aftensmaden hjemme på campingpladsen kan blive et højdepunkt på dagen, nøjagtig som det bør være på en ferie.

Nogen steder er der køleskab direkte til rådighed, andre steder kan man bede indehaveren om at få lagt madvarer på køl. Og der er altid skyggefyldte og diskrete steder, hvor mad i tætsluttende bokse kan opbevares. Det bliver nemlig varmt i dalen i løbet af dagen. Tætsluttende bokse anbefales af hensyn til regn, myrer og strejfende hunde.

Ligge fast eller gå fra sted til sted

Det er et ægte dilemma, om man foretrækker det ene eller det andet.

At ligge fast et sted kræver, at man bor midt i et godt vandreområde og har gode transportmidler til rådighed. Det giver en række fordele:

• Rygsækken bliver den lille af slagsen, kun til dagsture. Alle kan være med, når der ikke skal slæbes så meget, også børn.
• Man kan vælge dage med det bedste vejr til ture i højden. Og opsøge andre vandreture, når vejret er mindre godt.
• Man kan vælge de ture, som man har ben til, og er i humør til.
• Man kan bruge toget og finde den dal, hvor vejret er godt.
• Man kan deles op og tage forskellige vandreture.
• Et madhold kan komme hjem før de andre og forberede maden.

At gå fra sted til sted (hytte til hytte) giver også fordele:

• Man får en tydelig oplevelse af at have præsteret noget: "Jeg har gået hele vejen!"
• Man går nogle steder, hvor ikke "hovedstrømmen" af turister kommer hen.
• Man kan være så heldig at være oppe i højden i flere dage i godt vejr, hvilket er enestående!
• Det skal ikke diskuteres hvilken dagsmarch, der er tale om - uanset vejret.
• Man møder andre, der også går heroppe - der er ligesom et community om aftenen i hytterne.

At gå fra sted til sted kræver for det meste bookinger i lang tid i forvejen. Og der kan kun vanskeligt afviges fra planen.

Min erfaring siger mig, at hvis man er enten nybegynder eller bare er lidt magelig anlagt, så er den faste bopæl langt at foretrække. Men man skal vide, hvor de gode steder befinder sig. Er man præstations-menneske så er den anden løsning bedre. Jeg lægger hermed op til en erfaringsudveksling.

Der bor mennesker deroppe!

Når vi er på vandreture over 2.000 meter i alperne, møder vi græsgange, hegn, dyr og hytter. Lyden af klokker på køer, får og geder og lugten af husdyrene er en vigtig del af oplevelsen i sæteren. Vi stopper måske ved et alpint mejeri og får serveret frisk yougurt og mælkekaffe. Der er mennesker heroppe, som sørger for, at det hele fungerer.

I tre måneder fra midt juni til midt september er der liv på græsgangene. Græsset gror og dyrene spiser det gode og saftige græs og leverer mælk. Men det er ikke til mejerierne i dalene. Nej, mælken bliver hver dag forarbejdet til ost. Det er hyrderne, der passer dyrene og passer mikro-osterierne.

Det hele hænger sammen i en økonomi, som man næppe opdager bare ved en hurtig vandretur i terrænet. Bønderne nede i dalene har rettigheder til græsning og har etableret et erhverv i højderne. Men der skal samtidig passes et landbrug både i dalen omkring gården og på sæteren.

Hold øje med de mennesker, du møder. Længere nede er høslæt dominerende. Højere oppe er det dyrene, der afgræsser. Hyrderne bor heroppe og har en arbejdsdag, der starter kl. 5 om morgenen og slutter kl. 8 om aftenen. Men de kommer ofte ikke fra Schweiz. Man hører højtysk, østrigsk, italiensk og polsk oppe på sæteren.

http://kattler.dk/alperejser/artikler/index.html