At starte dagens vandring ét sted og ende et andet sted ud på eftermiddagen. Det er simpelthen helt ideelt. Det lader sig gøre, når man bruger offentlig transport i vandre-terrænet. Man kan gennemføre relativt lange vandreture og opleve forskelligt terræn, også opleve at der er temmelig øde, hvor man krydser fra et "kerne-område" til det næste.
En pashøjde er nu engang sjovest, hvis man ikke skal returnere til udgangspunktet. Og en tur, der skråner nedad hele dagen er bedre end en tur, hvor de samme dumme højdemeter skal klares til sidst. Og skulle kræfterne svigte, så hopper man væk fra turen et andet sted og tager bus eller tog, uden at det behøver at være et problem.
Et netværk af tog, bjergbaner med tandhjul, svævebaner og tilstødende postbusser findes typisk de steder i Schweiz hvor jeg holder mest af at vandre. Man skal have køreplanen i lommen, og evt. ventetid fordrives sammen med kaffe og kage.
Der er helt sikkert store regionale forskelle. Men der er et sammenfald mellem naturskønne områder og godt offentlig transport. Fx i området omkring Wengen, Kl. Scheidegg og Mürren i Berner Oberland og omkring Zermatt i Wallis.
Man skal slet ikke have en bil i nærheden. For med bilen kommer dilemmaet, om den skal bruges eller ikke bruges. Hvem tager bilen, hvem gør ikke? Og mareridtet med at køre med bil ned igennem Tyskland. Gud ske lov for City Night Line, der tager os til Schweiz med stil og komfort gennem natten via Basel. Og med de effektive schweiziske jernbaner, der kører som et præcist urværk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar