En af fornøjelserne ved vandreture i Alperne er at opleve de små beværtninger, man støder på undervejs. Er man heldig (eller planlægger godt) løber man ind i et måltid varm mad midt på dagen, eller man falder forbi et sted til kaffe og kage ud på eftermiddagen.
Oprindelig har disse små steder været sommer-bondegårde, hvor konen som bi-beskæftigelse har serveret for de (ret få) forbipasserende. Heroppe på gårdene består måltiderne af de råvarer, der nu er tilgængelige uden køleskab: Kartofler, æg og røget flæsk. Suppleret af brød, øl samt mælkeprodukter lige fra køerne. Det giver et reduceret spisekort, som nogen nok vil kalde en "bondsk" menu.
Nu om dage er beværtningerne i praksis en blanding mellem professionelle restauranter og bondegårds-servering. I Tyrol og Sydtyrol bruger man navnet Jausenstation om disse beværtninger, der serverer enkle måltider ude i bjergene.
Til menuen hører rösti, omeletter, råstegte kartofler med "speck" og spejlæg. Men ofte også den søde og solide Kaiserschmarrn, som er pandekager skåret i stykker, med flormelis og marmelade.
Kommer man forbi et af de regulære, små mejerier serverer man gerne hjemmelavet yougurt eller is, gerne serveret med friske bær. Det skal man virkelig prøve!
Kaffen kan dog være af vekslende kvalitet. Barista kaffe skal man ikke drømme om, måske risikerer man at få Neskaffe.
I dag hentes forsyninger i rigt mål op til beværtningerne med traktor, små svævebaner eller sågar med helikopter. Det betyder naturligvis, at det ikke kan være ligeså billigt som nede i dalen. Sørg for at have kontanter med til betalingen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar