Om at gå i flok

Vandrestierne tillader ikke en stor klump af vandrere i forvirret uorden. Der er plads til én ad gangen, nogen gange to side om side, der kan gå og sludre. Der er forskel på, hvordan vandrere har det med at snakke og følges ad. Nogen synes simpelthen at snak ikke hører hjemme, og foretrækker, at der er roligt, så lyde og dyreliv bedre kan nydes.

Uanset hvad, så går større grupper vandrere som regel "i stykker" fordi tempoet er uens. Det er helt naturligt. Bare forskellene i temperament og fysisk form ikke er al for store. I så fald har vi haft en dårlig aftale fra morgenstunden.

Hvad er så det bedste at gøre, når tempoet er forskelligt? Jeg har det selv sådan:

• Brug kort eller hav tydelige aftaler om, hvor turen fører os hen
• Aftal hvor etapen fører os hen, så de hurtige kan gå i forvejen og vente på resten - hvad går vi efter på skiltene?
• Fordel vand og snacks ligeligt mellem deltagerne
• Blandt de langsomme vandrere befinder jeg mig som regel som vandrefører
• Vi har altid telefonerne åbne til sms eller opkald - hvis noget skulle gå galt
• Sørg for at gruppen efter frokost kan splittes helt op, når fortroppen kender til togtiderne fremme ved målet

Danskere er ikke så disciplinerede i vores flokmentalitet, som fx. japanere i Alperne. Heldigvis. Japanerne bliver ofte utrygge, hvis nogen sakker agterud for at fotografere eller kigge i kikkert. Jeg har lige skrevet en artikel om japanerne som en særlig flok.